Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Karriere Ledelse Udvikling

Pause power – Hvordan vi får kvalitet i arbejdet og energi til livet – Hjernepauser

Af Pia Hauge

Lånt på biblioteket

Vi er konstant online. Multitasking er blevet en norm, og Pause Power er en påmindelse om vigtigheden af mentale pauser. Forfatteren stiller skarpt på, hvorfor pauser er en nødvendighed for at opretholde både vores arbejdsglæde og mentale sundhed.

Bogen sætter fokus på den voksende træthed, mange af os oplever som en konstant tilstand. Faktisk er træthed en af de mest almindelige årsager til lægebesøg. Hauge undersøger, hvordan manglen på pauser kan være en af hovedårsagerne til denne udmattelse. Med en humoristisk og let tilgængelig stil viser hun, hvordan vi kan genvinde kontrollen over vores tid og energi ved at indføre bevidste pauser i hverdagen.

En af bogens styrker er dens mange konkrete eksempler og historiske perspektiver. Hauge trækker paralleller mellem nutidens arbejdspraksis og tidligere tiders arbejdsliv og reflekterer over, hvordan hviledagen, søndag, i dag nærmest er forsvundet som en fast pause fra dagligdagen. Har vi overhovedet tid til at slappe af i en verden, hvor tid er blevet den ultimative valuta?

Et særligt inspirerende koncept, som fremhæves i bogen, er “Kollega to go”, hvor pauserne bruges aktivt til at skabe netværk og styrke relationerne med kollegerne. Dette kan ske gennem simple tiltag som en gåtur i pausen – noget, som forfatteren selv har gode erfaringer med. Personligt kunne jeg ikke lade være med at genkende og savne den struktur, jeg tidligere har haft på min egen arbejdsplads, hvor vi brugte kaffepauserne til små gåture med kollegaer. Det var en enkel, men effektiv måde at få tankerne væk fra arbejdet og finde fornyet energi.

En særlig tankevækkende observation fra bogen handler om vores idéer og kreativitet. Hauge bemærker humoristisk, at mange af os kun synes at få gode idéer, når vi er i brusebadet – det er nemlig en af de få gange, hvor vi reelt tillader hjernen en pause væk fra skærme og konstante input. Hun opfordrer os til at skabe flere sådanne “hjernepauser” i løbet af dagen for at genoplive vores hukommelse, koncentration og beslutningsevne.

Alt i alt er Pause Power en inspirerende bog for de der kæmper med at finde balancen mellem arbejde og pauser. Den giver et billede af, hvordan vi er endt her, men også konkrete værktøjer til, hvordan man kan ændre sin nuværende tilstand. Hun formår at kombinere forskning, humor og personlig erfaring til en bog, der både er inspirerende og praktisk, og som man med lethed kan tage med sig ud i en travl hverdag. Der er endda en lang referenceliste som også anbefales til videre læsning.