Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Frivillighed Mangfoldighed Netværk Neurodivergens Uddannelse Udvikling

Alt det vi ikke ser i os selv

Af Signe Erritzøe

Købt ved Neurodivers Ledelse

Denne bog er en personlig beretning om følelsesregulering, hyperfokus og kampen for et mere balanceret liv med ADHD. Bogen er ikke bare en fortælling – den er også et refleksionsværktøj med tomme sider til egne noter, pauseforslag og citater, hvilket gør den til en interaktiv læseoplevelse. Og som Signe Erritzøe skriver i sin personlige besked i starten af bogen, er der ingen rigtig eller forkert måde at læse den på – man kan begynde præcis, hvor man vil.

Hun beskriver sin vej til et reguleret liv, hvor hun endelig føler sig glad, men vejen dertil har været præget af stress, IBS og en lang proces med at færdiggøre sit speciale. Gennem hendes beskrivelse af denne rejse kan mange læsere spejle sig i følelserne, udfordringerne og sejrene.

Bogen skildrer på en nærværende måde, hvordan stress ofte sniger sig ind i livet, særligt for mennesker med ADHD, der kan have svært ved at mærke det, før det er for sent. Derudover belyser hun, hvordan hyperfokus både kan være en gave og en forbandelse, og hvordan gentagelsesmønstre – blandt andet i relationer, hvor hun genkender træk fra sin far – kan påvirke ens valg og adfærd.

Et centralt begreb i bogen er “mellemrum” – de 15-minutters pauser, der fungerer som små oaser af ro i en travl hverdag. Dette perspektiv, sammen med hendes refleksioner over forskning og artikler om hyperfokus, gør bogen både personlig og informativ.

En ærlig fortælling, der giver indsigt i livet med ADHD og de skjulte mekanismer, der kan forme ens hverdag. Den er relevant for både dem, der selv har ADHD, og for pårørende eller fagpersoner, der ønsker en dybere forståelse af de mentale processer bag.

Læs mere om bogen her. Hvis du vil læse bogen, kan du købe den hos Neurodivergent Ledelse her. Brug rabatkoden KARR10 for 10% rabat.

Categories
Bestyrelse Boganmeldelse Forretningsstrategi Fremtidens arbejdsmarked Frivillighed Karriere Netværk Uddannelse Udvikling

Fremtidens bestyrelse 

Af Jackie Phillip

Anmeldereksemplar fra Muusmann

Denne bog er en fyldig og fagligt guide til bestyrelsesarbejde, der henvender sig til både nuværende og kommende bestyrelsesmedlemmer. Bogen fungerer som et opslagsværk, der gennemgår de juridiske rammer, de centrale opgaver og de vigtigste værktøjer for en professionel bestyrelse.

En af bogens styrker er dens omfattende gennemgang af selskabsretlige forhold, herunder selskabsformer, vedtægter og ejeraftaler, som mange bestyrelsesmedlemmer ofte har for lidt indsigt i. Forfatteren skaber klarhed over de juridiske forpligtelser og det ansvar, der følger med en bestyrelsespost, herunder bestyrelsesansvarsforsikring, konkurskarantæne og erstatningsbetingelser.

Derudover giver bogen en konkret værktøjskasse med årshjul, strategi, budgetlægning, risikostyring og finansiel rapportering. Den nye bogføringslov, revisionsprotokollen og kravene til årsrapporten bliver også behandlet, hvilket gør bogen særligt relevant i en tid med stigende regulering og skærpede krav til bestyrelsers arbejde.

Et andet interessant element er fokus på bestyrelsens sammensætning og rekruttering. Her bliver både talentudvikling, bestyrelses-CV og diversitet berørt, herunder betydningen af kvinder i bestyrelser. Desuden er cybersikkerhed og brugen af AI i strategiarbejdet medtaget, hvilket understreger bogens aktualitet.

Selvom bogen indeholder få konkrete eksempler, fungerer den som en solid og struktureret vejledning til bestyrelsesarbejde – både i store virksomheder og i foreningsregi. For dem, der søger en lettilgængelig håndbog, kan den måske virke lidt kompakt og teknisk, men som et opslagsværk er den værdifuld og relevant.

Alt i alt er Fremtidens Bestyrelse en grundig og opdateret guide til professionelt bestyrelsesarbejde. Med sit fokus på jura, strategi og praksis er den et stærkt redskab for enhver, der ønsker at forstå og udvikle bestyrelsesarbejde på et højt niveau.

Læs mere om bogen her.

Categories
Dialogkort Netværk Pauser Produktanmeldelse

Convo Cards

På baggrund af dette opslag som Heidi Østergaard skrev på LinkedIn fik jeg fornøjelsen af at anmelde disse samtalekort. Convo Cards er en samling samtalekort, der inviterer til refleksion og dybe samtaler.

Kortene er på engelsk, men sproget er enkelt, direkte og tankevækkende. De spænder bredt i emner, fra personlige refleksioner til livsmål, velvære, opvækst og værdier.

Eksempelvis er der spørgsmål som:

• Are you living the life you want? If not, explain why?

• What is one thing you would change about your childhood?

• What is not okay to joke about?

Disse spørgsmål åbner op for ærlige samtaler, der både kan bringe nye perspektiver og styrke relationer.

Jeg forestiller mig, at kortene vil være perfekte til hyggelige aftener med venner eller familie – især når man har tid og lyst til fordybelse.

Eller vil sørge for at afsætte tid til netop dette💡

De 50 kort kommer i en elegant pastelfarvet æske, der gør dem nemme at have med, de er glatte og nemme at lægge ud. Desuden er de flotte og vil pynte ved at stå fremme i hjemmet eller sommerhuset.

Ligesom vi har spil og bøger klar til hyggestunder, kunne disse kort blive en naturlig del af samværet omkring bordet, med kaffe, bobler eller dessert.

En fin og inspirerende måde at starte meningsfulde samtaler på!

Læs mere og køb kortene her.

Categories
Bæredygtighed Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Frivillighed Global karriere Kommunikation Ledelse Mangfoldighed Netværk Teknologisk udvikling Udvikling

Påvirk politik på alle platforme 

Af Benjamin Rud Elberth og Peter Mose

Lånt på ereolen

Denne bog giver et dybdegående indblik i moderne lobbyisme og politisk kommunikation i en medieverden i konstant forandring. Bogen udfordrer idéen om, at synlighed alene skabes gennem tv-optrædener og store aviser – en tilgang, der ifølge forfatterne er alt for snæver. I stedet viser de, hvordan NGO’er, foreninger og virksomheder kan bruge forskellige digitale og sociale platforme til at påvirke beslutningstagere og skabe gennemslagskraft.

Bogen dykker ned i, hvordan brand, omdømme, netværk og analytisk forståelse spiller en afgørende rolle i lobbyindsatsen. Den beskriver, hvordan samarbejdsevner på tværs af interessenter, ESG-fokus og strategisk positionering kan være afgørende for at få politisk indflydelse. Forfatterne præsenterer eksempler på vellykket markedsføring og kommunikationsstrategier fra forskellige organisationer og giver konkrete bud på, hvordan man opbygger et effektivt team.

Et særligt stærkt element i bogen er fokusset på personlig branding i en lobbyistisk kontekst – også på toplederniveau. Forfatterne introducerer et praktisk DNA-hjul, der kan hjælpe med at udvikle en personlig strategi for synlighed og indflydelse. Derudover gives der indsigt i, hvordan man kan opbygge en stærk profil, både som individ og organisation.

Bogen kan være ressource for alle, der arbejder med kommunikation, politik eller interessevaretagelse – uanset om det er på vegne af en organisation, et brand eller en personlig sag.

Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Karriere Kommunikation Netværk Neurodivergens Uddannelse Udvikling

De nye voksne

Af Nanna Vedel-Hertz

Anmeldereksemplar fra Muusmann

At blive voksen har altid været forbundet med en vis forventning – både fra samfundet og fra os selv. Men hvad sker der, når disse forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden? Denne bog kaster et tankevækkende blik på den moderne overgang til voksenlivet og de udfordringer, der følger med i en verden præget af konstant konkurrence, høje krav og jagten på lykke. Det er en læseoplevelse, der inviterer til refleksion over, hvordan vi lever vores liv – og hvordan vi måske kan finde en ny måde at være voksne på.

En flot bog, med struktur og hjerte – bogstaveligt. Den handler om voksenheden og at blive voksen.

Måske er det et af de helt store problemer med den der voksenhed? At vi jagter noget, der i virkeligheden slet ikke findes? At næsten ingen af os faktisk føler os voksne? Og at vi nok aldrig rigtig vil komme til det?

En af bogens stærkeste sider er dens modige og præcise kapiteltitler – som f.eks. Voksne er færdiguddannede børn. Her sættes der spørgsmålstegn ved vores traditionelle opfattelse af voksenlivet: Hvad betyder det egentlig at være voksen? Hvorfor er det noget, vi jager, når de færreste af os nogensinde føler os helt “voksne”?

Forfatteren trækker på samtaler og erfaringer fra et bredt spektrum af mennesker – forskellige aldre, køn, diagnoser, fagligheder og livsveje. Hun har tydeligvis en alsidig omgangskreds, hvilket giver en dybde og autenticitet til bogens fortællinger. Perspektivet rækker også bagud i tid: Hvordan var det at være ung for 10, 20 eller 40 år siden.

Hvad nu hvis det vi unge siger er at vi har skabt et system der i sidste ende gør os alle ulykkelige?

Forfatteren forklarer om livet gennem fortællinger og snakke hun har haft med familiemedlemmer og venner. Alle er forskellige, forskellig alder, køn, evt. diagnoser, faglighed, baggrund og karrierevej. Hun har tydeligvis en meget alsidig omgangskreds som gør det muligt at skaffe så meget viden indenfor dette emne. Hun beskriver de voksne på hendes egen alder som hun har kendt enten hele livet eller delvist frem til voksenlivet, og de ting de ønskede og hvad de føler de burde.

Forfatterens sproglige talent skinner tydeligt igennem. Hun skriver at hun fik at vide at hun var en dygtig skriver i folkeskolen. Det er tydeligt. Bogen er virkelig velskrevet og -formuleret med gode tankevækkende beskrivelser af scenarier man lever sig ind i mens man læser hvert et ord. Den går i dybden- på flere niveauer. Der forklares om hendes egen baggrund. Spørgsmål, og svar fra forskellige på forskellige aldre. Hendes undren er velovervejet. 

Hun beskriver, hvordan hendes egen forestilling om voksenlivet ændrede sig fra barndommens løfte om at have det sjovt til en mere alvorlig og præstationspræget virkelighed – en udvikling, mange kan genkende.

Præstationskulturen gennemsyrer alle aspekter af livet: arbejde, hjem, relationer, mad, forældreskab, selv vores fritid. Diagnoser, mistrivsel, usunde relationer og forventningspres er blot nogle af de temaer, bogen behandler med både indsigt og nuancer

Bogen taler både til dem, der står midt i den famlende overgang til voksenlivet, og til dem, der vil forstå de nye generationers udfordringer og mindset. Jeg er ældre end forfatteren, men jeg kan genkende meget af det, hun beskriver. Og jeg er imponeret. For i virkeligheden var det slet ikke meningen, at vi skulle føle os forkerte.

Læs mere om bogen her: https://muusmann-forlag.dk/de-nye-voksne/

Categories
Dialogkort Kommunikation Mangfoldighed Netværk Produktanmeldelse

Small Talk Big Questions – Questions of life

Anmeldereksemplar fra Small Talk Big Questions

Dette sæt kort overgik alle mine forventninger. Allerede under gennemgangen af spørgsmålene blev jeg fanget af, hvor mange dybe og tankevækkende emner der berøres. Jeg måtte stoppe op flere gange, da det ene spændende spørgsmål efter det andet dukkede op – spørgsmål, der virkelig får én til at reflektere over livet og åbner op for meningsfulde samtaler.

Eksempler på spørgsmål, der hurtigt blev favoritter hos mig:

  • Har du eller har du haft en hobby?
  • Hvad betyder frihed for dig?
  • har du arbejdet hårdt for at opnå?
  • Hvilke ting vil du gerne have, bliver i familien?
  • Hvor sidder du, når du er 90 år?
  • Hvem er eller har været din rollemodel?

Disse spørgsmål – og mange flere – garanterer interessante, dybe samtaler, som både kan skabe stærkere relationer og give nye indsigter. Et fantastisk sæt dialogkort til både sociale sammenkomster og stille stunder med nærmeste familie eller venner.

En ekstra detalje, som jeg synes er rigtig god, er, at der medfølger et kort med en forklaring af regler og metode – både på dansk og engelsk. Hvert kort er med et spørgsmål på både dansk og engelsk. Dette gør sættet både brugervenligt og inkluderende, uanset hvem man spiller med. Hvor ofte har man ikke stået i en situation, hvor man skulle forklare et spørgsmål på engelsk – hvad enten det har været i arbejds- eller sociale sammenhænge? Med dette sæt bliver det både nemmere og mere præcist.

Læs mere og køb dem her.

Categories
Dialogkort Netværk Produktanmeldelse

Small Talk Big Questions – Espresso Yourself

Anmeldereksemplar fra Small Talk Big Questions

Netværk, mens du henter kaffen ☕️

Dette sæt kort er det perfekte værktøj til at starte samtaler ved kaffemaskinen eller under frokostpausen. Med spørgsmål som:

  • Hvilke råd følger du stadig?
  • Hvornår gjorde du sidst nogen sur (og var det før eller efter kaffeindtag)?
  • Hvis du kunne rejse tilbage i tid og give dig selv et råd, hvad ville det være?

… får du mulighed for at tage smalltalk til et nyt niveau. Disse spørgsmål inviterer til refleksion, grin og måske endda diskussioner, der bringer kolleger tættere sammen.

Forestil dig en uventet, men spændende snak om, hvad der gør livet værd at leve, mens kaffen løber igennem, eller måske en dybere refleksion over fortiden, som giver anledning til nye perspektiver i hverdagen.

Kortene er også fantastiske til sociale arrangementer eller som en del af teambuildingøvelser. De skaber en åben og afslappet stemning, der inviterer til både grin og eftertænksomhed. Med disse spørgsmål bliver kaffepauserne aldrig helt de samme igen.

En ekstra detalje, som jeg synes er rigtig god, er, at der medfølger et kort med en forklaring af regler og metode – både på dansk og engelsk. Hvert kort er med et spørgsmål på både dansk og engelsk. Dette gør sættet både brugervenligt og inkluderende, uanset hvem man spiller med. Hvor ofte har man ikke stået i en situation, hvor man skulle forklare et spørgsmål på engelsk – hvad enten det har været i arbejds- eller sociale sammenhænge? Med dette sæt bliver det både nemmere og mere præcist.

Læs mere og køb dem her.

Categories
Dialogkort Karriere Kommunikation Netværk Produktanmeldelse Udvikling

Small Talk Big Questions – Work life

Anmeldereksemplar fra Small Talk Big Questions

Det var netop disse kort, der først fangede min interesse. De kan bruges i forbindelse med dialog på arbejdspladsen, netværk, HR, interviews, fusioner og konferencer. Jeg har selv erfaring med at facilitere og afholde netværksmøder, hvor jeg har udviklet og brugt egne faciliteringsøvelser. I de sammenhænge ville disse kort have været uvurderlige.

Jeg blev straks fascineret af disse kort, da de giver en enkel og effektiv måde at åbne op for dybere samtaler på både arbejdspladsen og i netværkssammenhænge. Kortene dækker en bred vifte af temaer, der spænder fra arbejdsrelaterede emner som HR, interviews og fusioner til mere personlige refleksioner om ens liv og drømme.

Et af de stærkeste træk ved kortene er de kreative spørgsmål, såsom:

  • Færdiggør sætningen: Nogle gange er det svært at stoppe med at arbejde, fordi…
  • Hvad drømte du om som barn?,

… som skaber en naturlig dialog og gør det muligt at lære hinanden bedre at kende på en autentisk måde.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at facilitere netværksmøder og arbejdsgrupper, og i disse sammenhænge ville kortene have været et uvurderligt redskab. De kunne have skabt den rette stemning og åbnet op for spændende diskussioner og idéudvekslinger. Jeg kan klart anbefale disse kort, især til teambuilding og personaledage, hvor der er fokus på sammenhold. Kortene giver en sjov og tankevækkende måde at bryde isen på og stimulere samtaler, hvilket gør dem ideelle til både professionelle netværk og mere uformelle sammenkomster.

En ekstra detalje, som jeg synes er rigtig god, er, at der medfølger et kort med en forklaring af regler og metode – både på dansk og engelsk. Hvert kort er med et spørgsmål på både dansk og engelsk. Dette gør sættet både brugervenligt og inkluderende, uanset hvem man spiller med. Hvor ofte har man ikke stået i en situation, hvor man skulle forklare et spørgsmål på engelsk – hvad enten det har været i arbejds- eller sociale sammenhænge? Med dette sæt bliver det både nemmere og mere præcist.

Læs mere og køb dem her.

Categories
Dialogkort Fremtidens arbejdsmarked Karriere Kommunikation Ledelse Netværk

Dialogkort om ledelse

Jeg er fan af dialogkort – og nu også af Dialogkort om ledelse fra Væksthus for Ledelse. Kortene kan downloades og printes eller bestilles fysisk, helt gratis, til levering med posten.

Dialogkortene leveres i en flot, solid grøn æske, der passer perfekt til de farverige kort, som hver repræsenterer et emne med sin egen farve. De er lige til at tage i brug – ideelle til f.eks. workshops.

Jeg er virkelig glad for dialogkort, og har netop prøvet Dialogkort om ledelse fra Væksthus for Ledelse. Jeg har hverken fået dem som gave eller anmeldereksemplar – det er simpelthen min egen oplevelse. Kortene ankommer i en flot, solid grøn æske, der passer perfekt til de farverige kort, hvor hvert emne er repræsenteret med sin egen farve. De er nemme at tage i brug, f.eks. til en workshop.

Jeg fandt dem tilfældigvis under et kig i deres bladarkiv, som iøvrigt også kan blive tilsendt gratis. Men det er en helt anden historie.

Vækshus for ledelse samler en lang række inspiration og viden på deres hjemmeside lige til at plukke i her.

Læs mere om Dialogkort om ledelse her.

Categories
Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Kommunikation Netværk

Interne sociale medier – Når medarbejderne får en stemme i organisationen

af Vibeke Thøis Madsen

Anmeldereksemplar af Samfundslitteratur

Denne bog udforsker, hvordan organisationer kan anvende interne sociale medier til at styrke kommunikationen og skabe en åben dialog mellem medarbejdere og ledelse. Gennem konkrete cases fra større danske virksomheder illustrerer forfatteren, hvordan man praktisk kan implementere disse værktøjer. Forfatteren trækker på en solid akademisk baggrund og over 10 års forskning inden for feltet.

Bogen giver en grundig gennemgang af, hvordan interne sociale medier har udviklet sig fra de oprindelige intranetplatforme, der blev brugt i større organisationer. Madsen går i detaljer med de forskellige typer intranet, der tidligere har fungeret som vidensbanker og informationskanaler. Denne udvikling gør det muligt for medarbejdere, især i store organisationer, at opretholde kontakt på tværs af geografiske afstande og arbejde hjemmefra, hvilket er blevet særligt relevant i den moderne arbejdsverden.

Et af bogens styrker er dens beskrivelse af, hvordan interne sociale medier kan facilitere kommunikationen mellem medarbejdere på tværs af organisatoriske niveauer. Dette understøttes af modeller og case-eksempler fra de nævnte virksomheder. For dem, der har arbejdet i større organisationer, vil disse beskrivelser være særdeles genkendelige. Derudover belyser bogen, hvordan HR-afdelinger kan bruge disse medier, ikke mindst i forbindelse med onboarding af nye medarbejdere, hvilket viser den alsidighed, som interne sociale medier kan have i forskellige organisatoriske sammenhænge.

Forfatteren understreger vigtigheden af at skabe en kultur, hvor medarbejdere føler sig trygge og motiverede til at deltage aktivt på interne sociale medier. Dette kræver både åbenhed og tryghed, og når den interne kommunikation fungerer godt, kan det ikke kun styrke samarbejdet internt, men også forbedre organisationens eksterne kommunikation. Madsen fremhæver, at disse to faktorer – åbenhed og tryghed – går hånd i hånd og er afgørende for at skabe en engageret og produktiv kommunikationskultur.

Bogen indeholder også en nyttig analyse af de forskellige brugertyper, der findes på interne sociale medier, som vi også kender fra eksterne platforme. Madsen deler brugerne op i debattører, tilskuere, sociale brugere og sporadiske brugere. Denne inddeling giver en dybere forståelse af medarbejdernes adfærd og hjælper med at vurdere tryghedsniveauet i organisationer, især dem, hvor projekter allerede er veletablerede, og medarbejderne føler sig komfortable med at engagere sig aktivt.

En særlig styrke ved bogen er, hvordan medarbejderne får mulighed for at skabe en intern profil, der giver dem adgang til systemet, så de kan læse, skrive og deltage i diskussioner. Dette skaber en platform for udveksling af idéer og meninger, som både fremmer engagement og styrker medarbejdernes tilhørsforhold til organisationen.

Efter hvert kapitel følger refleksionsspørgsmål og en litteraturliste, som ikke kun hjælper læseren med at forstå stoffet bedre, men også forbereder dem på næste skridt i den videre læsning eller implementering af teorien.

Bogen henvender sig til studerende, ledere og kommunikationsprofessionelle. Jeg vil mene at bogen især er nyttig for ledere og HR-professionelle, der ønsker et praktisk perspektiv på intern kommunikation, når de står overfor at implementere den i organisationen.

Læs mere om bogen her.