Den nyeste udgave af denne bog bygger videre på en fem år ældre forgænger, men med podcastmediets eksplosive udvikling er der sket meget siden da. Her får læseren et solidt overblik over alt, hvad der skal til for at skabe en podcast – fra idéudvikling til markedsføring.
Bogen dækker både de tekniske og kreative aspekter, herunder lyd, værtskab, stemmeføring, vejrtrækning, lyddesign og ophavsret. Der er også fokus på strategiske elementer som målgruppe, indtjeningsmuligheder og partnerskaber, hvilket gør den relevant for både journalister, virksomhedsejere og hobbyudøvere med en nicheinteresse.
Strukturen er overskuelig, hvilket gør den anvendelig som opslagsværk. Flere sider er værd at vende tilbage til, og bogen fungerer godt som en praktisk guide for dem, der ønsker at dykke ned i podcastproduktionens mange facetter.
Verden forandrer sig hurtigt—måske hurtigere, end vi kan følge med.
Bogen begynder med en usædvanlig tankeøvelse: Forfatteren bliver bedt om at forestille sig at være en ananas. Det lyder skørt, men det sætter rammen for bogens tema om perspektiv og forestillingsevne—og hvordan teknologi udfordrer vores måde at forstå verden på.
Han beskriver, hvordan kunstig intelligens lærer vores svagheder at kende og udnytter dem. Hvordan chatbota altid står til rådighed, måske kan udfylde følelsesmæssige behov og skabe relationer som mennesker ser værdifulde. Vil stimulering af det syntetiske, ændre i vores biologi og vores måde at være sammen på?
Bogen er fyldt med historier og referencer til fortiden. Han har en levende fortællestil, hvor han trækker tråde til eventyr, sprog og historiske begivenheder. Han beskriver også, hvordan vi forstår sprogmodeller, og hvorfor de stadig føles mystiske og lidt hemmelige.
Et af bogens mere personlige afsnit handler om Lademanns leksikon, som forfatteren forbinder med lykke. Hos hans mormor og morfar var bøgerne en kilde til viden og fascination, og dette kapitel giver et fint indblik i hans nysgerrighed og passion for sprog.
Bogen sætter tankerne i gang. Den er både informativ og filosofisk og giver en lyst til at reflektere over, hvad det vil sige at være menneske i en tid, hvor maskinerne bliver stadig mere intelligente. Også om, hvordan tiden var før, og hvordan vi i dag forventes at være stadig mere produktive – at nå mere, end hvad der egentlig er muligt, samt den reducerede tid til pauser.
Denne bog er en personlig og beretning om livet med kronisk sygdom - og forløbet før, under og efter flere kroniske sygdomme.
Med hendes baggrund som både sygeplejerske og patient giver hun et indblik i hendes sygdomsforløb – de fysiske, psykiske og sociale udfordringer, som en autoimmun sygdom som bl.a. lupus medfører. Bogen henvender sig til dem, der står midt i en udredning, og understreger vigtigheden af at insistere på at blive taget alvorligt.
Indledningsvis får læseren et forord fra en reumatolog samt fra forfatteren selv, hvilket skaber en faglig og personlig ramme for fortællingen.
Forfatteren fortæller om sine erfaringer med sundhedsvæsenet, jobcentret og arbejdspladsen, samt de trin der skete under udredning og sygemelding. Hun beskriver en lang og udmattende periode præget af konstant forkølelse, ledsmerter, udslæt, nældefeber og en altoverskyggende træthed, der ikke kan soves væk. Herunder både den praktiske og mentale rejse, de tunge erkendelser som hin har lært at leve med.
Bogen er flot udformet med en grøn forside illustreret med sommerfugle – en symbolik, der spejler sygdommen lupus, hvor et sommerfugleformet udslæt er et af de karakteristiske symptomer, samt hashimotos/ lavt stofskifte.
Bøger som denne giver mennesker med kroniske sygdomme noget at spejle sig i og kan fungere som en støtte i en ofte ensom proces. Men beretningen her kunne være inspiration til de personer der arbejder med autoimmune sygdomme fordi det netop giver et indblik i hvordan et personligt forløb kan være.
Når et barn får en autismediagnose, kan det vække både lettelse og usikkerhed hos forældrene. Hvordan støtter man barnet bedst? Hvad betyder diagnosen i hverdagen?
Bogen er skrevet af en psykolog med erfaring indenfor autismeområdet og er målrettet forældre, der har brug for en forståelig og praktisk tilgang til deres barns diagnose. Der er forklaring på, hvordan hjernen fungerer, hvordan den lagrer information, lærer, og hvilke mekanismer der kan føre til ensomhed, mistrivsel og psykiske eller fysiske udfordringer hos mennesker med autisme.
Gennem bogen får man indsigt i, hvordan en person med autisme typisk tænker og arbejder med problemløsning, hvilket gør det lettere for forældre at forstå og støtte deres barns måde at navigere i verden på. Derudover gennemgår bogen forløbet omkring en udredning – før, under og efter – hvilket kan være værdifuldt for familier, der står midt i processen.
Et særligt styrkende element i bogen er pladsen til noter i slutningen af hvert kapitel. Dette giver mulighed for at reflektere over, hvad man har lært, og hvordan den nye viden kan bruges deres eget liv.
Bogen fungerer som en et værktøj, hvor forældre aktivt kan arbejde med at forstå og udvikle deres barn. Den kan formentlig være med til at hjælpe forældre, der netop har fået deres barn udredt, og som søger konkrete redskaber til at komme godt i gang.
Bogen er for forældre, der ønsker en bedre forståelse af deres barns måde at leve i verden på.
Læs mere om bogen her: https://www.xn--wadskjrforlag-8fb.dk/vare/barn-med-autisme/
I denne bog giver forfatteren som er psykolog en konkret og lettilgængelig guide til at opdage og håndtere børns mistrivsel. Med både faglig viden og personlige erfaringer beskriver hun, hvordan børn reagerer på belastning, og hvad voksne kan gøre for at hjælpe.
Bogen henvender sig til forældre, men er også relevant for fagpersoner, der arbejder med børn. Den gennemgår tegn på mistrivsel som fravær, stress og overfladisk vejrtrækning og giver konkrete råd til støtte. Tilknytning og omsorgspersoners rolle bliver belyst, lige fra vuggestuen og op.
Bogen fungerer også som opslagsværk, hvor særligt udsatte børn – f.eks. dem med ADHD – fremhæves som i øget risiko. Digitale fælder som sociale medier nævnes også. Derudover gives råd om samarbejde med skolen og forebyggelse af mistrivsel.
Bogen er en praksisnær og brugbar guide, der giver forældre og fagfolk redskaber til at forstå og støtte børn, før problemerne vokser sig for store.
Læs mere om bogen her: https://gutkind.dk/bog/spot-mistrivsel/
Gennem eksempler og konkrete vejledninger viser bogen, hvordan man omsætter sine holdninger til skarpe og velformulerede debatindlæg. Den handler ikke kun om teknik, men også om debatkultur og strategier, der øger sandsynligheden for, at et indlæg bliver optaget i aviser og digitale medier fra erfaringer som forfatteren har dannet sig i arbejdet på redaktionerne.
En flot stilren bog. Bogen fungerer både som håndbog og opslagsværk, hvor den stilrene opsætning og de overskuelige råd gør det nemt at finde inspiration. Hun formidler sin viden i et letforståeligt sprog, og hendes tips præsenteres i punktform, hvilket gør bogen anvendelig for både nybegyndere og erfarne debattører.
Bogen er en praktisk og motiverende guide til alle, der ønsker at deltage i den offentlige samtale med større gennemslagskraft. En oplagt bog for journalister, meningsdannere og enhver med noget på hjerte, som de gerne vil have ud at leve i et større rum.
Bogen dykker ned i bagsiden af sociale medier, særligt Instagram, og hvordan det har påvirket hendes eget liv og mentale sundhed. Med en personlig fortælling, der strækker sig fra en tryg barndom over en tidlig modelkarriere til en tilværelse i rampelyset som influencer og kæreste til sangeren Christopher, åbner hun op om følelsen af utilstrækkelighed, præstationspres og den afhængighed, sociale medier kan skabe.
Haugaard husker sin barndom som tryg, men blev allerede som 12-årig spottet som model. Hun sprang 10. klasse over og gik direkte på gymnasiet, hvor tvivlen på eget værd begyndte at snige sig ind. Udseende og faglighed skulle være on point, og hun forsøgte at bevise sit værd gennem høje præstationer i et konkurrencepræget miljø – samtidig med at hendes liv på Instagram fremstod perfekt og poleret.
Bogen formår at balancere det personlige med det samfundsrelevante. Haugaard beskriver ærligt, hvordan Instagram langsomt sneg sig ind og skabte en skadelig påvirkning, hvor hendes eget liv begyndte at falme i kontrast til de glitrende billeder, hun scrollede forbi. Hun deler en periode med dyb mistrivsel, hvor dagene gik med:
Sove, tude, spise…
… står der et sted i bogen om at det var den gentagne rækkefølge i en periode.
Bogen er dog mere end blot en personlig beretning. Haugaard har researchet på emnet og inddrager både forskning, ekspertråd og andre menneskers oplevelser med sociale medier. Astrid Haug, ekspert i sociale medier, giver indsigt i, hvordan platformene bevidst designer deres funktioner til at fastholde brugerne og påvirke deres adfærd. Lovgivning, algoritmer og sociale mediers etiske ansvar bliver også berørt, hvilket gør bogen relevant for en bredere diskussion om teknologiens rolle i vores liv.
Mod slutningen af bogen opfordrer Haugaard til refleksion, og der er plads til, at læseren kan notere egne tanker og erfaringer. Det understreger bogens budskab: sociale medier er ikke kun et individuelt problem, men noget, vi alle bør forholde os bevidst og kritisk til.
Bogen er tankevækkende, især for unge og dem, der bruger meget tid på sociale medier. Haugaard skriver med nærvær og ægthed, hvilket gør bogen let at relatere til. Den er en opfordring til at bruge sociale medier på en mere bevidst og sund måde.
Forfatter, Marie Jensen, har selv har ADHD. Bogen er ikke kun for kvinder – den giver indsigt og forståelse for alle, der ønsker at lære mere om ADHD, både personligt og fagligt.
Forfatteren ønsker at vise, hvordan det er at leve med ADHD, og hvordan tankegangen kan være anderledes. Dette formidler hun gennem de personlige fortællinger, som hver især giver et ærligt indblik i, hvordan ADHD påvirker alt fra opvækst og uddannelse til familieliv og arbejdsliv. Efter hvert kapitel deler den pågældende kvinde sine egne råd til håndtering af hverdagen, hvilket gør bogen både personlig og praktisk anvendelig.
En gennemgående udfordring i fortællingerne er især i familielivet, hvor mange oplever en stor belastning i overgangen fra at have ansvar for sig selv til også at skulle tage ansvar for andre. Samtidig rummer bogen en bred vifte af perspektiver fra kvinder med forskellige baggrunde, herunder læger, iværksættere og andre fagpersoner.
Ud over de personlige beretninger indeholder bogen også fakta og statistik, der understøtter fortællingerne og giver en dybere forståelse af ADHD’s kompleksitet. Mange af kvinderne beskriver et konstant strøm af ideer, et stort behov for struktur, en tendens til stress og en risiko for udbrændthed – alt sammen kendte problematikker for mennesker med ADHD.
Kvinder og ADHD er en oplysende og relevant bog, der kan bruges af både dem, der selv har ADHD, og dem, der ønsker at forstå og støtte bedre, bl.a. ledere i virksomheder.
Jeg var bange for at gå glip, bange for at blive overset, bange for at uundværlig.
Det står ret tidligt i bogen hvor Louise beskriver hvordan hun afbrød familieferien og rejste hjem for at arbejde så hun ikke gik glip af karrieretrinnet.
Louise Sparfs bog Lederskabet i balance er en personlig og reflekterende fortælling om de konsekvenser, det moderne arbejdsliv kan have, når karriere og effektivitet prioriteres over nærvær og menneskelighed. Med udgangspunkt i sin egen karriere tager Sparf læseren med på en rejse gennem arbejdsnarkomani, jagten på dopaminrusen og de signaler, kroppen sender, når balancen i livet tipper.
Bogen åbner stærkt med en ærlig beskrivelse af, hvordan Sparf afbrød en familieferie for at rejse hjem og arbejde – drevet af en frygt for at gå glip af en vigtig karrieremulighed. Det er netop denne frygt og dens konsekvenser, der danner grundlaget for hendes refleksioner. Hun beskriver, hvordan hun trods kroppens advarsler kæmpede sig op ad karrierestigen og samtidig mistede grebet om balancen mellem arbejde og privatliv.
Med temaer som kontrol, effektivitet, pauser og regenerativt lederskab tilbyder Sparf en kritisk og nuanceret analyse af, hvordan moderne arbejdsliv kan føre til ubalancer. Hun udforsker, hvordan virksomheder og ledere kan skabe en mere bæredygtig tilgang til vækst, hvor pauser og hjerte rummer lige så stor værdi som resultater og produktivitet. Sparf introducerer forskellige former for pauser – livspauser, hverdagspauser og refleksionens betydning – som afgørende elementer i både privatlivet og det professionelle liv.
Bogen er især relevant for ledere, men appellerer bredt til alle med interesse for ledelse, arbejdsliv og balancen mellem karriere og familieliv. Den vækker refleksion over egne valg og viser, hvordan pauser ikke er et tegn på svaghed, men tværtimod en styrke, der kan føre til langsigtet vækst og trivsel.
I slutningen af bogen står der skarpt: “Det er dit valg. Din beslutning. Dit lederskab.” Disse ord efterlader læseren med en stærk opfordring til at tage ansvar for eget liv og lederskab.
I et af de kommende numre af Karrieren kan du læse Louise Sparfs karrierehistorie. Den er nemlig med u Karrieren med temaet Kreative veje mod vækst.
En indsigtsfuld børnebog om, hvordan det opleves, når en forælder har stress. Historien skildrer genkendelige hverdagssituationer i børnehøjde og tager nænsomt hånd om både barnets tanker og følelser samt forældrenes udfordringer.
Bogen afrundes med en oversigt over stresssymptomer, der kan hjælpe både børn og voksne med at forstå og genkende tegnene.
Den er en værdifuld ressource for familier, hvor stress er en del af hverdagen, samt for fagpersoner, der arbejder med børn i lignende situationer. Bogen åbner for samtaler om stress på en tryg og forståelig måde og kan gøre en stor forskel for børn, der oplever en stressramt forælder.