Af Signe Erritzøe
Købt hos Neurodivergent ledelse
Denne bog handler om neurodivergens på arbejdspladsen, og er skrevet af en neurodivergent, til neurodivergente og dem, der ønsker at forstå dem bedre. Fra første side mærker man, at dette ikke er en neurotypisk gennemgang af emnet, men et indblik i den neurodivergente oplevelse, både personligt og fagligt.

Bogen kombinerer forfatterens egne erfaringer med interviews af andre neurodivergente samt referencer til forskning og studier. En væsentlig styrke er, at den ikke blot beskriver de udfordringer, neurodivergente møder, men også giver konkrete strategier til at håndtere dem – især i forhold til tid, stress og forventningsafstemning på arbejdspladsen.
Et af bogens kapitler omhandler manglen af tidsfornemmelse. Tidsblindhed er en udbredt udfordring for personer med ADHD, og der gives praktiske løsninger, der kan implementeres med det samme. Derudover er der afsnit om selvregulering, energi, socialt drænende fællesskaber og maskering, hvor mange neurodivergente vil kunne genkende sig selv.
Bogen skiller sig også ud ved sin visuelle opbygning med farverige figurer/ illustrationer om de komplekse begreber og scenarier. Der er plads til noter undervejs, ligesom i forfatterens anden udgivelse.
Den kan læses af flere målgrupper, herunder neurodivergente, der ønsker at spejle sig i oplevelser/ situationer og finde redskaber til hverdagen, ledere, der vil forstå og inkludere neurodivergente bedre på arbejdspladsen, pårørende, der gerne vil forstå de udfordringer, en neurodivergent person kan møde.

Man udfordres som læser til at vende blikket og forestille sig en arbejdsplads med overvægt af neurodivergente, hvor en neurotypisk skulle forsøge at tilpasse sig. Denne øvelse gør det tydeligt, hvor meget energi neurodivergente ofte bruger på at fungere i et samfund designet til neurotypiske.

Jeg interviewede forfatteren i forbindelse med Karrieren #6, hvor temaet var neurodivergens og fremtidens arbejdsmarked. Det var en spændende samtale om skriveprocessen, interviewene til bogen og de strategier, der kan gøre arbejdspladser mere inkluderende.
Denne bog er en bog, der hjælper læseren med at mærke neurodivergens indefra. Med en kombination af faglig viden, personlige beretninger og praktiske strategier formår den at oplyse og anerkende de mennesker, den handler om.
Hvis du vil læse bogen, kan du købe den hos Neurodivergent Ledelse her. Brug rabatkoden KARR10 for 10% rabat.