Categories
Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Frivillighed Global karriere Iværksætteri Karriere Mangfoldighed Udvikling

Moderne danske eventyrere

Af Jakob Øster

Anmelder eksemplar fra Turbine Forlaget

Moderne Danske Eventyrere indeholder inspirerende historier fyldt med modige og nysgerrige mennesker, der har gjort eventyret til deres levevej. Det er personer, der har valgt at leve på kanten af det ordinære, hvor hverdagens tryghed byttes ud med det uforudsigelige og ekstreme. Forfatteren, som selv er en erfaren rejseskribent og foredragsholder med oplevelser fra alle verdens kontinenter, portrætterer 21 danske eventyrere (inkl. sig selv) og giver et indblik i deres rejser, drømme og udfordringer. Bogen er en fortælling om dem, der tør følge deres passion og leve et liv, langt væk fra hverdagens rammer.

Med denne bog udforsker forfatteren, hvad der driver disse mennesker, og hvordan de har skabt en vej i livet, hvor det uventede og det ekstreme er dagligdag. Han fortæller endda sin egen.

Bogen er gennemført og smuk både indvendigt og udvendigt med sit hardcover omslag og betagende billeder. Den inviterer med på rejsen, så man næsten føler sig til stede i de fjerne egne og eventyrlige landskaber, den beskriver.

Det grafiske setup med billeder, tekst og farver er så veludført, at man nærmest bliver opslugt af det. Layoutet skaber en sammenhæng og en stemning, der drager læseren dybt ind i bogens verden og får hver side til at føles som en oplevelse i sig selv.

Fascinerende at alle, hver især, forskellige som de er, har fået stillet de samme spørgsmål. Det er gode historier han er kommet frem til med de spørgsmål han har valgt at stille.

Han formår at fange interviewpersonernes personlighed ved at skrive bogen i deres eget sprog og talemåde. Dette gør portrætterne levende og autentiske, så man næsten kan høre stemmerne bag historierne. Han giver plads til deres humor, bekymringer og begejstring, hvilket gør historierne endnu mere autentiske. Det føles næsten som at sidde ansigt til ansigt med de eventyrere, som deler deres dybeste overvejelser og største oplevelser. 

Det er historier, man normalt kun ville kende, hvis man kendte personerne personligt eller havde set dem i et tv-program. Forfatteren formidler dem på en autentisk og inspirerende måde, så man næsten selv kan opleve mødet med hovedpersonerne og mærke deres fortællinger. Bogen præsenterer et bredt spektrum af mennesker, fra frivillige og neurodivergente til målbevidste personer og dem, der rejser med børn. Den rummer en mangfoldighed af livsrejser, som gør den relaterbar for mange forskellige læsere.

Moderne Danske Eventyrere efterlader læseren med en følelse af inspiration og beundring. Bogen går dybere end blot at være rejseoplevelser – de omfavner livsvalg, personlige udfordringer og den utraditionelle karrieres eventyr. For dem, der ønsker en anderledes karrierevej eller blot søger inspiration til at følge deres passion, kan bogen være en mulighed for at se yderligere måder at bane sin livs- og karrierevej på. Det er en bog, der får en til at reflektere over egne drømme og grænser.